netmission.dk // en blog om mission og kristen dialog på nettet

om mission og kristen dialog på nettet

Filmogtro.dk: Hvor kirke og filmkultur mødes

filmogtro-logoVi lever i en tid med et enormt forbrug af film og diverse medier, men ofte levner moderne menneskers livsstil og medieforbrug ikke meget plads til refleksion og fordybelse. På filmogtro.dk har vi en vision om, at vort websted må være en slags modkultur, hvor vi fremmer vores gæsters lyst og evne til samtale, refleksion og fællesskab frem for tendensen til overfladisk og uforpligtende forbrugermentalitet. Vi vil gerne udfordre til, at man bruger det indvendige af hovedet, når man ser film, og at man taler sammen om det, man ser.

Som et værdibaseret websted, der bygger på et kristent livssyn, ønsker vi primært at sætte fokus på film, som har kunstnerisk kvalitet og som indeholder vigtige menneskelige, etiske og åndelige værdier. Frem for at fokusere på de mange dårlige og tvivlsomme film, har vi en positiv dagsorden: Gennem bl.a. filmanmeldelser, filmlister, temasider, nyheder og baggrundsartikler forsøger vore 20-25 frivillige anmeldere at pege på nogle af de mange film, som er forsvarligt filmhåndværk og som indeholder positive åndelige og menneskelige værdier.

Et ressourcested

Vi ser os som et ressourcested, for unge, familier, ungdomsledere, lærere, præster eller andre, der ønsker inspiration til at finde og anvende film, som fremmer et positivt livssyn.

På filmogtro.dk vil vi desuden gerne skabe en relevant og aktuel dialog mellem filmkulturen og det kristne livs– og menneskesyn – en dialog og et mødested, hvor Bibelen og det kristne livssyn får lov at møde andre livssyn på en respektfuld måde og hvor der samtidig åbnes mulighed for at give respons på nogle af de grundlæggende spørgsmål i tilværelsen, som filmene rejser.

I vore bestræbelser for at skabe et mødested mellem kirke og filmkultur har vi et partnerskab med damaris.org – en international kristen organisation. Hos Damaris har man udtrykt sin vision på følgende måde: “At bygge et globalt fællesskab af mennesker som har en solid forståelse af Bibelen, en klar forståelse af samtidskulturen og evnen til at koble den ene til den anden.”

Et bredt udsnit af film

For at undgå, at webstedet ikke blot bliver en side for filmnørderne, eller at det ender som en lille ligegyldig kristelig ghetto, er vi meget beviste om at anmelde et bredt udsnit af film. Vi anmelder nye og gamle film, mainstream film, relativt smalle kunstfilm og såkaldte forkyndende film. Vi har erfaret, at denne tilgang er medvirkende til, at vi får gæster som formentlig ellers aldrig ville besøge en side som vores. Vi ser det som vores opgave at omtale og anmelde filmtitler, som får lidt eller ingen omtale på andre filmsites. Det betyder samtidig, at hvis man søger på bestemte ”smalle” filmtitler, vil filmogtro.dk ofte score relativt højt på søgemaskinerne.

Vores ønske om at anmelde film ud fra både en kunstnerisk og en værdibaseret synsvinkel vil nogen opfatte som en styrke, andre ser det som en svaghed: Styrken består i, at folk gennem vort navn og vort værdigrundlag ved, hvad vi står for. Svagheden består i, at nogle gæster dårligt når at stifte bekendtskab med den vare, vi tilbyder, før de er væk igen. Men denne svaghed lever vi frimodigt med. Vi ser nemlig vores værdibaserede profil som en afgørende del af vores eksistensberettigelse.

Vores gæster

Vores besøgsstatistik viser, at ca. 70 % af de besøgende ikke opholder sig mere end 30 sekunder på siden. Mens de resterende 30 % befinder sig på siden mellem 2 og 60 minutter. En sådan statistik viser, at nogle gæster finder vores side meget interessant og væsentlig, og derfor opholder sig længe på siden, mens andre meget hurtigt søger andre græsgange.

Netmission.dk

    Er en blog om mission, evangelisation og kristen dialog på internettet.

    Bloggen drives og skrives af medarbejdere i Indre Missions netmissionsarbejde, der 1. september 2009 fejrer 10 års jubilæum.

Arkiv

Wordpress // WP-Framework // Servage